Reflektioner fra en togtur

Strik i Toget

Toget kører

For, hvad der føles som en livstid siden, var det en fast del af min dagligdag at rejse med toget.

Jeg har brugt mange timer i toget, først som helt ung, når man skulle ind og kigge på butikker sammen med veninderne, og spise på jensens bøfhus. Senere når man skulle transporterer sig til og fra efterskole, besøge venner rundt om i landet, og i mit voksne liv, for at komme til og fra arbejde. Det føles som en hel livstid siden. Dengang var det var en del af min daglige rutine at hoppe i toget hver morgen, og bande over forsinkelser hver eftermiddag. Men jeg savner det. Jeg savner den del af mit liv. Hvor man står op og tager afsted. Ud og være noget. Andet end mor.

At glemme sig selv.

Jeg elsker at værer mor. Jeg elsker mine børn. men jeg har i mellemtiden glemt hvem jeg er. Jeg tabte mig selv et sted undervejs. Der var ikke tid til at være mig, efter vi fik lillesøster. Hun og storebror kommer først, lige som børn jo skal. Men lillesøsters udfordringer fyldte (i sær i starten) så meget, at hvis storebror ikke skulle svigtes, så måtte jeg afgive mig selv, så han kunne få det han havde brug for. Og til sidst viste jeg faktisk ikke længere, hvad der gjorde mig glad. hvad der fik mig til at le. Hvad er min yndlingsfarve egentlig? min livret? Det blev for farligt at give sig tid til at mærke efter. Der var for stor risiko for at korthuset ville styrtesammen. Så jeg blev lagt på hylden i meget lang tid.

I dag startede dagen med en togtur, En lille en på 10 min. Men det nåede alligevel at sætte en del tanker igang, imens jeg sad der med striktøjet!

Hvad laver du så?

Til sommer rammer vi 5 år. Der er det 5 år siden jeg gik på arbejde. Helt uviddende om at jeg skulle sidde her, så lang tid efter, og ikke have nogen ide om hvornår der er mulighed for at jeg kan komme på arbejde igen. Arbejde er en kæmpe stor del af det dersens identitet. Når du møder nye mennesker er det første mange spørge om “hvad laver du så?” Mig? jeg er mor. Men hvad jeg helt præsis skal svare på det spørgsmål ved jeg ikke helt endnu. Jeg kunne svare at jeg er hjemmegående. For det er jeg vel lidt? Jeg går hjemme. Men ikke helt “frivilligt” Jeg går hjemme fordi min datter har brug for det. Jeg er nødt til det. Jeg kunne også svare at jeg får tabt arbejdsfortjeneste. For det gør jeg jo. Men hvorfor gør jeg det? fordi min datter er meget sensorisk følsom (selsitiv) , som følge af hendes fortidlige ankomst. Men det er ikke alle og en hver man har lyst til at åbne den pose for.

De sværer kommentarer

Nogle ruller øjne. Kommer med kommentarer som:

  • Hun ser da ikke særlig sensitiv ud.
  • Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke bare er en anelse hysterisk?
  • Sensitiv, ja det er jo det nye sort
  • Min lille Musling vågner også et par gange om natten
  • Det kaldes ulvetime!!
  • Der findes altså ikke sensitive børn.
  • At være sensitiv er altså ikke en diagnose (Nej det er det ikke, men det er for lillesøster, en konsekvens af hendes for tidige fødsel, og alt for lave fødselsvægt.)
  • Alle børn reagerer jo når de kommer hjem.

Selvom at der også er mange der forstår, eller prøver at forstå (og det er der heldigvis), så er det kommentarer som ovenstående der gør, at man er lidt påpasselig. for det er ikke hverdag jeg er stærk nok til at møde dem. Det er ikke hver dag at jeg er stærk nok til at forsvarer at min lille seje pige, ikke er som andre børn. Hun er den sjoveste, mest empatiske, følsomme, omsorgsfulde og mest opmærksomme pige jeg kender. Hun fanger alle nuancer, og er så godt til at læse folk. Nogle stærke Karakterer som følger med det at være sensorisk følsom. Det er de ting jeg gerne vil fokuserer på. Men hun rummer ikke meget. Hendes hoved bliver hurtigt fyldt, fordi hun tager alt ind. Hun har svært ved at skælne, er det Viggo der er ked af det? eller er det faktisk hende selv. Og så bliver hun ked af at Viggo er ked af det, fordi hun ikke kan skælne. Er det hende eller en anden der har slået sig? og pludselig gør hendes ben også ondt. Men det er jo ikke hendes svagheder jeg har lyst til at hive frem, første gang jeg skal fortælle om hende. Så oftes er det bare nemmeste at sige at jeg er hjemmegående mor. og ikke komme nærmere ind på det. Og så begynder folk oftest at spørge ind til hvad min mand så laver. Og så kan vi snakke lidt om det i stedet for.

Tid til at blive støvet af

Men måske skal det være anderledes i år? Måske er det på tide at jeg endeligt accepteret at jeg helt, at jeg er landet i Holland, og får taget mig selv ned fra hylden. Jeg trænger vist til at blive støvet lidt af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *